Årebladet

Årgang 9 nr. 6. April 2005.

Kære medlem.

I dette nummer af Årebladet kan du læse om:
- Standerhejsning 2005
- Penge ... igen
- Nye kajakker
- Kajakinstruktion
- Info-møde for frigivne kajakroere
- Optimistinstruktion
- Kontingentbetaling
- Vedligeholdelse og istandsættelse af inriggere.
- Aktiviteter
- Korttursstyrmandskursus
- Frigivelsessliste
- Affald
- Næste nummer af Årebladet

Så viste vinteren alligevel tænder og lammede Danmark, især Vestfyn. Men sikke en chance for at tage en ufrivillig fridag, hvor man kunne sidde lunt og trygt bag vinduet og se vejret vise tænder.

Nu, fire uger senere, ligger der stadig snedriver bag hegnene og tør stille, mens forårsblomsterne er på vej op af jorden og viser at foråret er på vej.

Det viser også at det snart er tid for standerhejsningen og søsportssæsonen 2005.

Forberedelserne er i fuld gang, bådene er ved at blive klargjort, sommerens aktiviteter bliver planlagt. Læs mere herunder og følg med i Aktivitetskalenderen.


Standerhejsning 2005.
Der er standerhejsning for sæson 2005 1. maj kl. 10 - ca. 15
Program:
10 - 12: Oprydning og rengøring i bådehuset
12 - 12.30: Standerhejsning og indvielse af klublokale
12.30 . 13: Frokost med medbragt mad. Klubben giver øl/vand
13 - 15: Årets første tur på vandet

Kom og deltag sammen med de andre medlemmer. De nye medlemmer også velkomne.

Penge.... igen..
I sidste nummer af Årebladet spurgte vi medlemmerne om viljen til at give en frivillig ekstra indbetaling til klubben, som skulle dække restfinancieringen af 3 kajakker, som vi har fået tilskud til halvdelen af fra Friluftsrådet.

Der kom kun ganske få tilsagn (og tak for dem..), desværre ganske utilstrækkeligt til at dække restfinancieringen.

Heldigvis har vi efterfølgende fået endnu et tilskud på 10.000 kr. som næsten dækker restfinancieringen. De manglende 5.000 kr. kan vi betale fra klubkassen.

Vi har derfor 3 nye kajakker til sæsonen starter og kan også tage yderligere nye medlemmer ind i år (se indlægget herunder).

Vi håber ikke at det magre tilsagn er udtryk for manglende vilje fra medlemmerne til at give klubben et ekstra tilskud når der er behov, men vi vil, hvis det skulle blive nødvendigt, henvende os til jer igen.

Mvh
Bestyrelsen.


Nye kajakker.
I vinterens løb har vi søgt penge, så vi kan supplere vor kajakflåde med nogle nye kajakker.

Vi har fået tilsagn fra både Friluftsrådet og Dansk Kano og Kajak Forbund om blandt andet økonomiske midler, og vi har bestilt 3 nye kajakker af "Coastline" typen. Dette er en kajak som har skot, en lille lasteluge og har en lidt bredere og mere stabil bundprofil, men samtidig er en hurtig og letroet kajak.

De nye kajakker vil blive leveret så de er klar fra sæsonstarten ved standerhejsningen den 1. maj, og vil blive præsenteret for frigivne kajakroere på opstartsmødet den 30. april (se omtale andet sted i Årebladet og i aktivitetskalenderen)


Kajakinstruktion.
For at ro i klubbens kajakker skal du være frigivet kajakroer.

Som tidligere år starter vi kajakinstruktion for nye og interesserede medlemmer. Instruktionen foregår over 8 gange og starter lørdag den 7. maj 2005.

De medlemmer som gerne vil lære at ro kajak i 2005-sæsonnen skal tilmelde sig til Ditte Thinggaard, tlf. 64 48 10 30, snarest.


Info-møde for frigivne kajakroere
Vi vil i år holde et samlet informationsmøde for frigivne kajakroere umiddelbart før sæsonopstarten, og derfor beder vi alle frigivne kajakroere om at møde op i bådehuset lørdag den 30. april kl. 11.00- 12.00.

På mødet vil vi blandt andet:
- præsentere de tre nye kajakker,
- gennemgå materiellet iøvrigt,
- ny indretning i bådhuset og klubrummet
- vise en kort film om kajakroning på Gudenåen.
- repetere sikkerhed, teknik og regler
- og sikkert lidt mere
- drøfte ideer til ture og arrangement for 2005

Samtidig giver mødet mulighed for at udveksle minder fra sidste sæson og lave aftaler for fælles kajakroning allerede fra sæsonstarten.

Kom og vær med til at starte sæson 2005 på en ny måde.


Optimistinstruktion
Også i år vil vi tilbyde Optimistjollesejlads for de yngste medlemmer.

Kurt Mortensen, som bla. instruerer i sejlads i klubben Neptun i Vejle, vil igen i år stå for instruktionen.

Instruktionen starter 13/4 med nogle teorilektioner på land. Efter standerhejsningen fortsætter instruktionen på vandet. Der vil i alt blive ca. 8 - 10 lektioner.

Når instruktionen er færdig, bliver man frigivet til at sejle i optimistjoller, blot der er en voksen tilstede.

Forudsætningen for at deltage i instruktionen er at man er mellem 8 og ca. 14 år, kan svømme 200 m. og er medlem af klubben. Svømmekravet skal dokumenteres med et bevis fra skolen/en svømmehal eller lignende.

Dette tilbud er ikke kun for de mindste: For at kunne give vores børn en god og sikker oplevelse i optimistjollerne, er der også behov for at nogle forældre deltager i instruktionsforløbet. Dels giver det mulighed for at instruktionsarbejdet senere kan fordeles på flere personer, dels at der på "skifteholdsbasis" altid kan være en voksen tilstede på de aftalte sejldage.

Tilmelding kan ske ved informationsmødet d. 6/4 2005 eller til formanden (se Bestyrelsessiden).

Program, tid og sted for instruktionen kan ses i Aktivitetskalenderen


Kontingentbetaling

Så er det tid for kontingentbetaling. Du kan vælge at betale for første, eller begge halvår i 2005. (Opkrævning for andet halvår sker i juli).

Kontingentet pr. halvår er:
Aktive voksne (seniorer): 250 kr.
Familier: 500 kr.
Juniorer under 18 år: 150 kr.
Passive medlemmer: 50 kr.

På medlemslisten, der blev udsendt med Årebladet i februar, kan du se hvilken type medlemskab du er registreret med.

Betalingen, som skal ske senest 30/4, kan ske enten på posthus eller via homebanking på kto. 0777 0121790351. Husk at anføre enten medlemsnummer, som fremgår af medlemslisten, eller tydeligt navn på betalingen.

Hjælp bestyrelsen: betal dit kontingent til tiden!!!

Hvis du ønsker at ændre dit medlemskab, bedes du kontakte formanden.


Vedligeholdelse og istandsættelse af inriggere.
Nu nærmer tiden sig hurtigt hvor vi skal til at have bådene i vandet igen. Der er dog nogle praktiske ting der skal ordnes først. Efter der er udført omfattende reparationer på en 4'er og en 2'er skal der nu slibes og lakeres. Her kan alle hænder bruges - og hvis der er et par stykker i overskud skal vi også have det nye klublokale malet.

Bådene skal jo være klar til standerhejsning d 1/5 så vi mødes første gang lørdag d. 9/4 kl. 10 og de følgende weekender indtil vi er klar. De endelige tidspunkter aftales fra gang til gang blandt de frem mødte og sendes så via e-mail til alle øvrige medlemmer.

Mvh
Karsten Bolding


Aktiviteter.

Som du kan se af aktivitetskalenderen er sommerens aktiviteter begyndt at falde på plads. Det er fortsat mest instruktionsforløbende der er fastlagt, men andre er på vej.

På generalforsamlingen efterlystes flere aktiviteter, hvor både de unge og de (lidt) ældre kunne være på vandet sammen.

I den forbindelse vil bestyrelsen gerne efterlyse nogle ideer til aktiviteter for den kommende sommer, som lever op til ønsket. Derfor: Har du en idé, gerne en du selv vil være med til at arrangere, så send den til bestyrelsen. Beskriv hvad den går ud på og, hvornår du mener den bør afholdes, så sætter vi den på aktivitetskalenderen.

Aktivitetskalenderen på hjemmesiden revideres løbende. Det har de medlemmer der ikke har adgang til Internettet desværre ingen glæde af. Derfor vil der fra sæsonens start hænge en revideret aktivitetskalender på opslagstavlen i bådehuset.


Korttursstyrmandskursus.
Korttursstyrmandskurset er startet. Hvis du ikke fik meldt dig til fra starten, kan du endnu nå at melde dig til. Næste kursusdag er onsdag d. 13/4 kl 19 - 21.30 i Føns Skole.

Tilmelding til Palle Blinkenberg på 20 23 24 93.


Frigivelsesliste.
Som vi skrev i Årebladet i februar, udsendes nu en frigivelsesliste for alle medlemmer. De medlemmer, der modtager Årebladet via e-mail, har fået filen vedhæftet som .pdf-fil. For de medlemmer der modtager bladet med posten, er listen vedlagt i brevet.

Her kan du se hvad du og de andre medlemmer i klubben er frigivet til, hvad vi hvad registreret om din svømmeprøve mv.

Hvis du ikke skulle have aflagt svømmeprøve, kan det nås endnu. Hvis du mener at vores registrering ikke er rigtig, bedes du give besked til bestyrelsen, så vi kan få listen bragt ajour.

Filen kan være lidt svær at læse, men de steder hvor felterne er grå, har vi ingen registrering.

Senere vil vi prøve at lave listen, så den indeholder alle oplysninger, både medlems- og frigivelsesoplysninger


Affald.
Sidste sæson viste at det koster penge for klubben at komme af med den store skraldepose i bådehuset. Derfor besluttede bestyrelsen i efteråret at det store skraldestativ fjernes inden sæsonen 2005.

I stedet vil der i det nye klublokale i bådehuset vil der blive opstillet en lille papirkurv med plastpose.

Vi beder derfor medlemmer om at tage eget affald, og gerne indholdet af den lille papirkurv, med hjem løbende.

Bestyrelsen
 

Næste nummer af Årebladet:

...kommer  ca 1. juni.....