Beretning fra 60+ Camp

60+ camp i Svendborg 11 – 13 juni 201

Billeder fra Silas m. fl.

Vi var tre deltagere fra Føns Søsportsklub, Bent Pedersen, Peter Thinggaard og

undertegnede.

Vi mødtes på Campingpladsen ved Vindebyøre på Tåsinge tirsdag formiddag, blev vel modtaget og fik anvist plads, nogle i telt andre i hytter. Vi nåede formiddagsturen med de lokale. Vinden var i vest og frisk, Annie fra Tåsinge kajakklub var turleder og valgte en tur på østsiden af øen – i læ. Vi fik en fin tur ud til Lodshuset og samtidig god orientering om området.

Tilbage til frokost var resten af gruppen ankommet. I alt 23 og kun os tre fra Føns i turkajakker, resten var i havkajakker. Turen var arrangeret af de lokale i samarbejde med kano- og kajakforbundet og ”bevægelse hele livet”. Silas fra forbundet var praktisk medhjælp og sørgede for dejlig mad til os.

Campingpladsen havde reserveret et område til os og vi havde et udmærket samlingslokale til rådighed. Om eftermiddagen gik turen til Valdemars Slot, stadig i læsiden af øen. Vi gik en tur ved det smukke slot. Det var fint at få rørt benene.

Den 12. juni startede dagen med yoga på græsplænen klokken 7, dejligt at få kroppen i gang på denne måde. Formiddagen blev brugt på forskellige workshops, vi øvede redningsøvelser og prøvede surfkajakker. Der er stærk strøm i Svendborgsund og det var en udfordring af svømme med kajakken mod strømmen. Godt at prøve før det evt. bliver alvor.

Om eftermiddagen igen forskellige workshops, bl.a. SUP, surfkajak, forskellige havkajakker og forskellig roteknik. Her var der instruktør på fra forbundet.
Den 13 juni startede dagen igen med yoga, absolut en god ide til de ømme muskler og led.

Efter morgenmaden gik turen vestpå i Svendborgsund i modvind, ud langs Tåsinges nordkyst og under Svendborgsundbroen. Nogle forsøgte at surfe på Ærøfærgens hækbølge og vi andre gjorde, hvad vi kunne for at undgå at vælte. Vinden var tiltaget og bølger, strøm og færgefart skulle indtænkes i overfarten til Fynssiden af sundet.

Vi holdt en pause på en lille halvø ved Horsevænget. Vi valgte på turkajakkernes opfordring at krydse over med en ”agten for tværs”, så vi undgik at få bølger og dønninger ind lige fra siden. Det gav en lidt længere tur og sejlrenden med en del trafik skulle passeres.

Først skulle vi vest om Egholm, det gik og vi kom ud i bølgerne, nu gjaldt det sundet. Da vi havde sikret os, at vi ikke ville komme i vejen for færgefarten, lagde vi fra land. Og så var det eller med at få fart i båden. Et par sejlbåde måtte undviges. De var på kryds i modvind og den ene gjorde en mærkelig manøvre rundt om sig selv. Jeg tror nok vi havde søretten på vores side, men da vi var de små, valgte vi at vige. Det gik og ingen væltede og vi kom ind under land i roligt vand.

Annie viste stolt sin by og havn
frem. Der er mange smukke skibe og bygninger, gamle og nye. Et nyt sejlskibsmuseum på Frederiksøen er helt sikkert et besøg værd. Vi undgik den høje mur ved skibsværftet, som i øvrigt er blevet smukt dekoreret, vi roede bagom gennem havnen og under broen til Frederiksøen.

Herfra gik turen tværs over sundet igen og lige ind til campingpladsen. God, flot og udfordrende tur. En tur vi ikke havde taget alene, men med 20 erfarne havkajakroere turde vi godt.

Alle evaluerede campen meget positivt og der var opbakning til at den bliver gentaget næste år medio juni og samme sted. Det eneste der blev nævnt som ikke så godt var annoncering og udmelding om campen og det ville arrangørerne gøre bedre til næste år. Vi var 23 og der var plads til 60, men da det var første gang man prøvede en camp for 60+, blev det gennemført. Vi så annoncen i Kano og kajak-magasinet nr 02 maj 2018 og vi betalte 800 kr pr person for campen, incl. mad og overnatning.

Alt i alt en god tur som absolut kan anbefales.

Ditte Thinggaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *